Opdateret kl. 18:04
En pilot er dræbt, efter at to kampfly mandag stødte sammen i luften og derpå styrtede ned i den nordøstlige delstat Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland.
Det bekræfter det tyske luftvåben ifølge nyhedsbureauet dpa.
Flyene stødte ind i hinanden i luften omkring klokken 14.
Ifølge indenrigsministeriet i delstaten lykkedes det piloterne at bruge deres katapultsæder til at skyde sig ud af flyene.
Redningsmandskab fandt siden den ene af piloterne i live. Han hang i sin faldskærm fra en trækrone.
Et par timer efter, at ulykken fandt sted, meddelte tysk politi, at der er fundet ligdele tæt ved det sted, hvor det ene af to kampfly er styrtet ned.
Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om den overlevende pilots tilstand.
Foreløbig er der ikke meldinger om, at andre skulle være kommet til skade ved det dobbelte flystyrt.
Ifølge en talsmand for ministeriet er begge fly styrtet ned i eller nær et skovområde.
Flyene, som produceres af franske Airbus, tilhører det tyske luftvåben. De styrtede ned omkring luftbasen Laage, som ligger cirka 30 kilometer sydøst for havnebyen Rostock.
Det skriver luftvåbnet ifølge Reuters på Twitter.
- Sammen med en tredje Eurofighter fløj de på en Air Combat Mission, skriver luftvåbnet.
- Piloten i den tredje Eurofighter så kollisionen og rapporterede, at to faldskærme dalede mod jorden.
En video offentliggjort af radiostationen Ostseewelle viser to røgskyer, der angiveligt stammer fra de to forulykkede kampfly.
Borgmesteren i en nærliggende by oplyser, at flystyrtene udløste en mindre skovbrand, som er under kontrol nu.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa