Det er kun de færreste fodboldtalenter, der ender med at skabe sig en karriere på topplan.
Det viser en undersøgelse, som den tyske radio- og tv-station ARD har foretaget blandt tyske fodboldspillere.
ARD har set på, hvor mange U19-spillere fra Tysklands 56 bedste klubber, der senere i karrieren er kommet på kontrakter i den bedste fodboldrække i enten Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig og England.
Undersøgelsen omfatter 5738 ungdomsspillere fra 2010/11-sæsonen, og det viser sig, at blot 198 spillere i dag er på kontrakt i en af Europas fem største fodboldligaer.
Det svarer til, at 3,5 procent af talenterne er gået hele vejen. Det er dog blot 2,6 procent, der har fået spilletid i ti kampe eller flere i en af de fem topligaer.
Enkelte klubber har mange talenter, der er gået hele vejen. 11 af de tidligere U19-spillere fra både Hoffenheim og Werder Bremen er endt i en af de fem topligaer.
ARD har benyttet data fra fodboldportalen transfermarkt.de til at lave undersøgelsen.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa