Den tyske storbank, Deutsche Bank, står foran en alvorlig anklage om at have spioneret mod en aktionær og to bestyrelsesmedlemmer, som de mistænkte for at have lækket fortrolige oplysninger.
Deutsche Bank startede i maj måned sin egen undersøgelse af sagen, og statsanklageren overvejer nu, om politiet skal begynde en formel undersøgelse af anklagerne. Det skriver BBC.
Det er det tyske datasikkerhedstilsyn, som har givet oplysninger videre til statsanklagerne, og det kan tage op til tre uger, før anklagerne har overblik over det mistænkelige materiale.
Ifølge forlydender har Deutsche Bank allerede skilt sig af med den tidligere sikkerhedschef i banken og chefen for investor relations.
Banken afviser dog at kommentere beskyldningerne, før statsadvokaturen endelig har besluttet, om Deutsche bank skal undersøges af politiet.