Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, går ind for et delvist forbud mod burka efter en ophedet debat om sikkerhed og integration.
- Vi er enige om, at vi forkaster burkaen, og vi er enige om, at vi ønsker at introducere en lov med et påbud om, at man skal vise sit ansigt på steder, hvor det er nødvendigt for vores sameksistens, siger indenrigsministeren.
- Det kan være, når man sidder bag rattet eller på skoler og universiteter, på offentlige kontorer eller i retssalene, lyder det fra Thomas de Maizière, som fredag drøftede sikkerhed med konservative partifæller fra delstatsregeringerne.
De Maizière siger til tysk tv, at et "slør hen over hele ansigtet ikke hører til i vort kosmopolitiske land."
- Vi ønsker at vise vore ansigter til hinanden, og derfor er vi enige om at afvise burkaen, men spørgsmålet er, hvordan det skal føjes ind i lovgivningen, siger han.
Han udtalelse er udtryk for et kompromis med højrefløjen i partiet forud for to delstatsvalg i næste måned, hvor det højreorienterede Alternativ for Tyskland står til at få stor fremgang.
Et forbud mod burka har været diskuteret længe, og i baglandet hos det konservative regeringsparti, CDU, og søsterpartiet, CSU, i Bayern har der været fremsat mange opfordringer til at forbyde burka.
Thomas de Maizière har tidligere gjort det klart, at han vil have mulighed for at fratage personer, der rejser til udlandet for at kæmpe for militante grupper, deres tyske statsborgerskab.
- Tyskere, der deltager i kamp i udlandet for en terrormilits og har et andet statsborgerskab, skal miste deres tyske nationalitet, sagde han i sidste uge.
Ministeren vil også gøre det lettere at deportere kriminelle udlændinge.
Thomas de Maizière, som er partifælle med forbundskansler Angela Merkel i regeringspartiet CDU, vil også have flere politifolk til at passe på tyskerne.
/ritzau/AFP