Landstræner Joachim Löw førte Tyskland frem til den helt store triumf ved VM i fodbold i sommeren 2014.
Han bliver også træneren, der skal stå i spidsen for Tyskland i kampen for at genvinde titlen om godt tre år.
Den 55-årige træner har forlænget sin kontrakt, så den løber frem til sommeren 2018 og VM-slutrunden i Rusland, skriver nyhedsbureauet DPA.
Löw overtog jobbet efter VM i 2006. Den oprindelige kontrakt løb frem til EM i Frankrig i sommeren 2016, men nu er den forlænget med yderligere to år.
- Med hans ekspertise, styrke og sikre facon er Jogi (Joachim Löw) ekstremt god for hele DFB, siger præsidenten for det tyske fodboldforbund, Wolfgang Niersbach.
DFB har i samme forbindelse forlænget med assistenttræner Thomas Schneider og målmandstræner Andreas Köpke.
/ritzau/