De bedste tyske fodboldklubber risikerer, at tilskuerne snart vender dem ryggen.
Det frygter teammanager for Tysklands landshold, Oliver Bierhoff. Selv om tysk fodbold i øjeblikket har succes på både landsholds- og klubplan, så ser han farlige tendenser.
Mere og mere handler om forretning og knapt så meget om fodbold.
- Vi er verdensmestre, vi har en fremragende tv-aftale i Bundesligaen, men det kan pludselig udvikle begær og misundelse, og det skaber strid, siger Bierhoff til ZDF.
- Det handler om penge, positioner og markedsandele. Tidligere har vi været i stand til at klare disse ting uden problemer. Men vi skal til at passe på, siger han.
- Når tilskueren til sidst indser, at spillets substans og ærlighed er forsvundet, mens han har nydt de overdækkede tribuner og stadionpølsen, så forsvinder han, mener Bierhoff.
Den tidligere topangriber med en fortid hos Udinese og AC Milan ser allerede tegn på, at opbakningen til det succesrige tyske landshold er mindre.
- Vi må tage signalerne alvorligt, når der ikke længere altid er udsolgt til vores kampe, siger han.
/ritzau/dpa