Den tyske kul- og energiproducent RWE vil retsforfølge hundredvis af klimaaktivister efter en protest lørdag, hvor aktivisterne besatte Garzweiler-kulminen godt 40 kilometer vest for Köln.
Det oplyser RWE søndag.
Omkring 1000 klimaaktivister brød lørdag aften gennem politiblokader og stormede Garzweiler-minen, der er en af Tysklands største kulminer.
Ifølge myndighederne var politiet først færdig med at rydde området for demonstranter søndag morgen.
RWE beskylder aktivisterne for ulovlig indtrængen og brandstiftelse.
Omkring otte betjente blev ifølge politiet såret under protesterne. Politiet sætter ikke tal på, hvor mange demonstranter der blev anholdt.
- Selskabet har ingen sympati med de 1300 "aktivister", der på ulovlig vis trængte ind i Garzweiler-minen og besatte sporene på kulforsyningslinjerne, oplyser RWE i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Derudover var der flere brandangreb mod en pumpestation og flere elskabe og køretøjer.
Demonstranterne er fra bevægelsen "Ende Gelände" (EG). Dens aktioner er rettet mod RWE's store kulminer.
Der har de seneste år været fokus på Garzweiler-minen i det vestlige Tyskland blandt klimaaktivister. Det skyldes, at RWE havde planlagt at rydde skovområder for at udvide den 48 kvadratkilometer store mine.
- Det er vigtigt at øge presset på regeringen, som ikke gør nok for at modarbejde klimaforandringerne, sagde demonstranten Selma Schubert lørdag ifølge nyhedsbureauet AP.
De seneste måneders tiltagende klimademonstrationer har for nylig fået den tyske kansler, Angela Merkel, til at støtte op om målet om at gøre Tyskland klimaneutral i 2050.
/ritzau/