Selvom kendte og kongelige fra hele Skandinavien var til stede ved åbningen af Oslos nye operahus forleden, var det den tyske kansler Angela Merkel, der løb med al opmærksomheden.
Merkel optrådte nemlig i en kjole med en endog meget stor kavalergang, og det skabte i den forgangne uge stort postyr både i Norge og Tyskland, hvor mange har fundet den dybe udskæring pinlig for kansleren.
Nu sender Merkel så bolden tilbage i hovedet på kritikerne. Hvis forbundskansleren havde været en mand, ville han aldrig have været blevet genstand for lignende kritik, mener hun.
- Det hænger ganske enkelt sammen med, at jeg er en kvinde. Hvis regeringschefen havde været en mand, havde ingen sagt noget som helst, siger Angela Merkel til tv-stayionen ZDF.
Forleden kommenterede hendes talsmand, Thomas Steg, også episoden og fortalte, at Merkel var temmelig forbavset over den store opmærksomhed, som hendes kjole (og barm) havde skabt.
- Men hvad kan man gøre, hvis verden ikke har noget vigtigere at tale om, sagde Thomas Steeg ved den lejlighed.