En første gennemprøvet vaccine mod coronavirus kan være klar allerede til efteråret. Det vurderer det tyske Robert Koch-institut, der er Tysklands førende eksperter inden for smitsomme sygdomme.
Men instituttet understreger dog, at det kan tage længere tid at kontrollere pandemien.
- Præliminære prognoser viser, at adgang til en eller flere vacciner kan være muligt til efteråret 2020, skriver instituttet på sin hjemmeside.
- På nuværende tidspunkt vil det være farligt at stole på, at en vaccination fra efteråret 2020 kan kontrollere pandemien, lyder det videre.
Virkningen af en kommende vaccine kan blive påvirket af, at der kan ske mutationer i virusset.
Det kan også ske, at de første vacciner, der kommer på markedet, viser sig kun at give immunitet i en kort periode, advarer Robert Koch-instituttet.
Det tyske biotekselskab BioNTech samarbejder med det amerikanske medicinalselskab Pfizer om at udvikle en ny vaccine.
Det tyske firma meddelte tirsdag, at det håber at kunne søge om godkendelse i oktober, hvis de igangværende forsøg bliver en succes.
Mange forsøg i gang
Rundt om i verden er der over hundrede forsøg i gang på at finde en vaccine.
Tirsdag meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland har produceret den første vaccine mod covid-19, der er blevet godkendt af russiske sundhedsmyndigheder.
Midlet er foreløbig blevet godkendt af det russiske sundhedsministerium.
Nu følger såkaldte fase 3-test, der omfatter test på tusindvis af deltagere.
Under normale omstændigheder er det nødvendigt at have gennemført fase 3-test, inden et lægemiddel får det blå stempel.
Rusland har ikke fremlagt data for de sidste testfaser, og det vækker skepsis hos flere globale sundhedseksperter.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters