Der er nu syv ofre for en blodig skudepisode på en kinesisk restaurant i den nordtyske by Sittensen sent søndag. Tirsdag døde en mand, der blev fundet hårdt såret sammen med ligene af seks andre asiater. Dermed er den eneste overlevende et toårigt barn, hvis forældre menes at være blandt de dræbte, skriver Die Welt.
Politiet i Sittensen, der ligger lidt syd for Hamborg, ved endnu ikke, hvad baggrunden for henrettelserne på ’Lin Yue’-restauranten er. Men der kan være en forbindelse til den kinesiske mafia ’Triaderne’, siger en talsmand for det lokale politi til Der Spiegel.
I Europa menes ’Triaderne’ at være særligt aktive i de engelske byer London og Manchester, og mafiaorganisationen er særdeles magtfuld i flere amerikanske byer. Medlemmerne er involveret i alt fra narkotikasmugling, pengevask, prostitution og storstilet piratkopiering af film og musik.
I Sittensen leder politiet stadig efter vidner, der kan have befundet sig i området omkring skudtidspunkterne. Politiet arbejder ud fra en teori om, at de sidste gæster gik cirka 23:30 søndag aften. Da de seks lig blev fundet 00:30 mandag nat, vurderer politiet, at mordene fandt sted i løbet af den time.
Det var en af de dræbtes ægtemænd, der fandt de seks, da han ville hente sin kone. Ligene lå i forskellige værelser i bygningen, og nogle af dem var blevet bundet. Alle arbejdede på restauranten inklusive det ægtepar, der ejede stedet.
Den syvende hårdt sårede mand var politiets eneste vidne. Politiet nåede ikke at afhøre ham, før han døde.