Billederne af grædede mødre, koner og børn, der knugede fotografier af deres dræbte slægtninge, fyldte endnu en gang de tyrkiske medier sidste uge. Denne gang var 13 soldater dræbt nær grænsen til Irak, da de blev lokket i et baghold af den kurdiske oprørsbevægelse PKK, som fører frihedskamp fra baser i det nordlige Irak.
Ugen før blev 12 civile i samme område bortført fra en minibus og skudt. Også det fik PKK-militserne i Irak skylden for.
Det er blodige episoder som disse, der i går fik det tyrkiske parlament til at stemme ja til et forslag om, at den tyrkiske hær skal have lov til at marchere over grænsen til Irak for at angribe PKK.
Kurdere klar til kamp
Forslaget kom fra den tyrkiske regering, der er godt træt af, at de irakiske myndigheder ikke har slået ned på PKK i det nordlige Irak, hvor befolkningen primært består af kurdere. Ifølge militæret gemmer omkring 3.000 kurdiske oprørere sig i regionen.
Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdo¨gan, understregede dog i går, at der ikke er et snarligt angreb på regeringens tegnebræt. Oprørerne selv melder sig dog klar til kamp. Lederen af PKK s øverste råd, Murat Karayilan, sagde i går til den kurdiske avis Hawlati, at »tusinder af PKK s guerillaer venter på at kæmpe mod den tyrkiske hærs soldater,« rapporterer BBC.
PKK har været en torn i øjet på Tyrkiet, siden gruppen i 1984 begyndte en væbnet kamp for at få en kurdisk stat i den sydøstlige del af Tyrkiet. Siden da er mere end 37.000 mennesker blevet dræbt i konflikten mellem Tyrkiets militær og PKK, mens mange tusinde er blevet tvunget til at flygte fra hus og hjem.
Foreslår fælles operation
Som et modtræk til den tyrkiske beslutning foreslog Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, i går, at de to lande samarbejder om en fælles militæroperation mod PKK. På den måde kan Tyrkiet undgå at bryde international ret ved at krænke det irakiske territorium.
»Giv os en chance til. Hvis det er nødvendigt, så lad os gennemføre en fælles operation,« sagde Maliki ifølge CNN Türk.
Også NATO s generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, og USA s præsident, George W. Bush, advarede mod angreb i grænselandet.
»Vi har gjort det meget klart over for Tyrkiet, at det ikke er i deres interesse at sende tropper ind i Irak,« sagde Bush ifølge AFP.