En tyrkisk kandidat til parlamentsvalget 22. juli blev tirsdag skudt og dræbt i sin bil på en motorvej nær Istanbul.
Den 42-årige Tuncay Seyranlioglu var på vej hjem, efter at have medvirket i et tv-program, da hans bil blev beskudt, skriver BBC.
Den tyrkiske forretningsmand ejede et byggefirma og en avis, og han stillede op som uafhængig politiker til parlamentet for et distrikt i Istanbul.
Tyrkiets regerende parti, det muslimske men sekulære AKP, ser ud til at få flertal i parlamentet ved valget på søndag. Den nye regerings første store opgave bliver at finde landets nye præsident.
I foråret udbrød store demonstrationer og en advarsel fra hæren om at gribe ind militært, da premierminister Recep Tayyip Erdogan pegede på den religiøse udenrigsminister Abdullah Gul som ny præsident. Han måtte efter protesterne trække sig som kandidat, og det kan blive svært at finde en præsident, som både den muslimske og konservative regering samt den mere sekulære opposition kan blive enige om.
Oppositionen er overbevist om, at regeringen vil lede Tyrkiet i en mere religiøs retning, trods løfter fra regeringen om at stat og religion fortsat skal være adskilt.