Det tyrkiske politi har anholdt en kvindelig kommende selvmordsbomber i det sydlige tyrkiet, skriver Reuters.
Anholdelsen kommer dagen efter, at en 28-årig mand sprængte sig i luften i Tyrkiets hovedstad, Ankara, og dræbte seks personer og sårede 91.
Den kvindelige selvmordsbomber blev opdaget, da hun forsøgte at flygte i sin bil. I en taske i bilen havde hun 11,3 kilo sprængstof, to bomber og 12 detonatorer.
Ankaras guvernør offentliggjorde samtidig onsdag, at en 28-årig mand stod bag tirsdagens terror-angreb i Tyrkiets hovedstad. Manden, Guven Akkhus, havde to tidligere domme for at hænge ulovlige plakater op og for at »modsætte sig politiet«.
Ifølge politiet peger de sprængstoffer, Akkhus brugte, på at bevægelsen PKK står bag. PKK kæmper for uafhængighed til Tyrkiets kurdere, og bevægelsen har stået bag flere terrorangreb i Tyrkiet.
Tyrkiet nærmer sig et parlamentsvalg i juni, og regeringen frygtede i forvejen angreb fra PKK op til valget.
- Vi var bekymrede for, at terror-organisationen kunne udføre denne type angreb i større byer, siger landets premierminister Recep Tayyip Erdogan til AP.