Tyrkiske soldater er i direkte skudveksling med militante fra Islamisk Stat nær grænsebyen Kilis, bekræfter tyrkiske myndigheder.
En tyrkisk soldat er dræbt i skudvekslingen, og en anden er såret.
- Tyrkiske soldater har besvaret skud fra den syriske side af grænsen. Der er skudt fra et område, hvor Islamisk Stat holder til. Kampene er fortsat i gang, siger en militærkilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Landets luftvåben sender kampfly på vingerne over området, oplyser militæret.
Uroen er taget til de seneste dage i grænseregionen efter et blodigt selvmordsangreb i byen Suruc mandag.
32 personer blev dræbt og 100 såret af bomben, som regeringen i Ankara kalder et "terrorangreb".
I andre byer i det sydøstlige Tyrkiet er tre politibetjente blevet dræbt af skud i forskellige angreb onsdag og torsdag.
Lokale medier rapporterer, at kampene pågår tæt på landsbyen Elbeyli, der ligger øst for Kilis.
Hæren har sendt forstærkninger til Kilis de seneste uger.
Allierede i den transatlantiske forsvarsalliance, Nato, har længe udtrykt bekymring over kontrollen med grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Frygten går på, om den blodige konflikt i regionen, hvor kurdere kæmper mod militante fra Islamisk Stat, kan bryde ud på den tyrkiske side af grænsen.
/ritzau/Reuters