Optøjer og protester fortsætter i Tyrkiet, og torsdag blev en politibetjent meldt død i byen Adana i den sydlige del af landet, efter han var styrtet ned fra en bro.
Betjenten Mustafa Sari var i færd med at jagte nogle demonstranterne, da han faldt ned fra broen onsdag. Han blev bragt til hospitalet og senere meldt død, skriver lokale medier torsdag.
Politiet i Adana var onsdag travlt beskæftiget med at holde styr på demonstranter, der protesterede mod premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering.
Politiet anvendte tåregas og vandkanoner under sammenstødet med demonstranterne.
/ritzau/dpa