Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, blev natten til fredag modtaget af tusindvis af tilhængere i lufthavnen i Istanbul efter et fire dages besøg i Nordafrika.
- Vi vil dø for dig, Erdogan, råbte over 3000 tilhængere, mens de svingede med det tyrkiske flag, da Erdogan viste sig foran lufthavnen.
Men samtidig var Istanbuls Taksim-plads cirka 25 kilometer fra lufthavnen proppet med demonstranter, som opfordrer Erdogan til at gå af. Også i hovedstaden Ankara protesterer store menneskemængder mod regeringschefen.
- Træk dig tilbage, Erdogan, lød det fra demonstranterne på pladsen i centrum af Istanbul.
Det er syvende nat i træk, at demonstranter samler sig i Tyrkiets storbyer. Det begyndte med demonstrationer mod et byggeprojekt i en af Istanbuls byparker og har siden udviklet sig til en landsomfattende protest mod Erdogan og hans regerings konservative reformer.
Før Erdogan rejste til Tunesien, afviste han at stoppe byggeprojektet i Istanbul, og det har forstærket modstanden mod regeringslederen.
Erdogan har sagt, at demonstranterne bør vente med at give udtryk for deres synspunkter til næste års valg.
/ritzau/AFP