I et forsøg på at løse den politiske krise i Tyrkiet har regeringspartiet AKP bedt parlamentet om at udskrive nyvalg 24. juni, skriver Reuters. Premierminister Recep Tayyip Erdogan håber, at det fremskudte parlamentsvalg kan lægge en dæmper på den krise, som opstod efter oppositionspartierne sidste uge nægtede at deltage i afstemningen om landets næste præsident.
Den eneste kandidat ved afstemningen var udenrigsminister Abdullah Gül, som ifølge oppositionen er for religiøs til at bestride hvervet, og fordi oppositionen boykottede afstemningen, erklærede landets forfatningsdomstol den i går ugyldig. Dermed vil processen med at vælge en ny præsident starte forfra næste torsdag.
Samtidig foreslår AKP, at forfatningen ændres, så præsidenten fremover vælges direkte af folket i stedet for parlamentet.