Tyrkiet vil ikke udlevere en mand, der er sigtet i en dansk terrorsag og internationalt efterlyst.
Det skriver DR Nyheder, som har fundet manden i en vaskehal i Tyrkiet.
Siden september 2017 har manden, der er tyrkisk statsborger, været mistænkt for at være en del af et større netværk, der har købt og sendt dronedele til Islamisk Stat.
Tyrkeren har tidligere boet en lang årrække i Danmark, hvor han blandt andet gik på en ungdomsuddannelse, og så er han tidligere idømt en længere fængselsstraf i en terrorsag.
På grund af navneforbud i sagen kan medierne ikke fortælle, hvilken terrorsag det var.
Politiet har siden 2013 fulgt et dansk netværk, hvor i alt fem mænd er sigtet for at have bidraget til at forsyne Islamisk Stat med droner og hobbyfly.
Først efter flere års efterforskning greb politiet ind med de første anholdelser af i alt fem sigtede personer sidste efterår.
Den pågældende tyrker har dog hele tiden været på fri fod, men blev ved et grundlovsforhør fængslet in absentia, så han kunne blive internationalt efterlyst.
Det er uvist, hvorfor Tyrkiet ikke vil udlevere manden til retsforfølgelse i Danmark.
DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) eller Københavns Politi.
Alle fem personer nægter sig skyldige ifølge deres forsvarere. Der er endnu ikke rejst tiltale, men sagen er forhåndsberammet i Københavns Byret.
/ritzau/