De tyrkiske myndigheder slår i disse dage hårdt ned på folk, der menes at have forbindelse til den kurdiske separatistbevægelse PKK.
I løbet af de seneste to døgn er 568 personer således blevet tilbageholdt. Det oplyser Tyrkiets indenrigsministerium tirsdag.
Personerne mistænkes alle for at være i ledtog med PKK. De er blevet anholdt i 28 forskellige provinser fra det nordvestlige til det sydvestlige Tyrkiet.
Anholdelserne kommer efter et bombeangreb i storbyen Istanbul i weekenden. Her blev 44 personer dræbt uden for et fodboldstadion.
Ifølge politiet var der tale om en bilbombe og en selvmordsbombe.
Den militante kurdiske gruppe Kurdistans Frihedshøge (TAK) har taget skylden for angrebet. TAK er en udbrydergruppe fra PKK.
Foruden PKK har styret i Tyrkiet travlt med at rense ud efter et militært kupforsøg mod landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i sommer.
Kupforsøget blev stoppet i løbet af få timer. Regeringen har siden gennemført en stor udrensning blandt offentligt ansatte, embedsmænd, militærfolk, politifolk og ansatte ved domstolene.
Fjenden er ifølge Erdogan prædikanten Fethullah Gülen og hans såkaldte Hizmet-bevægelse. Gülen er bosat i USA.
/ritzau/Reuters