Ritzau
Opdateret kl. 04:22
Recep Tayyip Erdogans besøg i Washington i sidste uge vil nok især blive husket for en slåskamp uden for Tyrkiets ambassade i byen - med den tyrkiske præsident som tilskuer.
Amerikanske politikere har ifølge nyhedsbureauet Reuters fordømt, at Erdogans sikkerhedsfolk styrtede frem og tæskede løs på demonstranter.
- Vold er aldrig et passende svar på ytringsfriheden, og vi støtter folks ret til at protestere fredeligt, udtalte USA's udenrigsministerium onsdag ifølge CNN.
Mindst 11 personer blev såret i sammenstødet, der fandt sted 16. maj. Ni af dem måtte på hospitalet.
Politichefen i Washington har beskrevet episoden som et "brutalt angreb" på fredelige demonstranter.
Torsdag afviser det tyrkiske udenrigsministerium USA's beskrivelse af forløbet. Tyrkerne kalder beskrivelsen "fordrejet" og klager over fordømmelsen.
Den amerikanske ambassadør i Ankara er blevet bedt om at møde i det tyrkiske udenrigsministerium til en samtale om "de voldelige hændelser".
Tyrkerne er også vrede over, hvordan amerikanske betjente med knipler gik mellem Erdogans sikkerhedsfolk og demonstranterne.
- Det var aggressivt og uprofessionelt, har tyrkerne sagt.
Det var ifølge Tyrkiet i strid med "diplomatiske regler", rapporterer den britiske avis The Guardian.
I en erklæring fra Tyrkiets ambassade i Washington lyder forklaringen ifølge CNN, at der blev handlet i selvforsvar.
Ambassaden hævder, at de grupper, der havde samlet sig ude foran, var tilknyttet Kurdistans Arbejderparti, PKK.
Det var angiveligt sket uden tilladelse, ligesom at demonstranterne var begyndt at opføre sig aggressivt og provokerende, lyder forklaringen.
/ritzau/