Tyrkiets 25 millioner rygere skal slukke vandpiber, cigaretter og cigarer i offentligt tilgængelige bygninger. I går trådte regeringens rygeforbud i kraft i et land, der ellers har lange traditioner for vandpiber til teen og smøger til møderne.
Forbuddet gælder både private kontorer, indkøbscentre og offentlige transportmidler, mens regeringen har givet café- og restaurantgæster et år til at vænne sig til rygeforbuddet. Derfor træder forbuddet først i kraft på cafeerne i 2009.
40 procent af tyrkerne er rygere mod omkring 25 procent i Danmark – og de mange tyrkiske rygere frygter fremtiden.
»Jeg kan ikke holde op med at ryge. Jeg holder først op, når jeg ligger i min grav. Jeg er nødt til at ryge,« siger en taxachauffør til AP.
»Nødvendig lov«
Ryger man alligevel, risikerer man en bøde på 200 kroner. Tobak-producenter, der ulovligt sælger deres produkter forbudte steder, kan få bøder på op til en million kroner.
Tyrkiet håber, at forbuddet gør befolkningen sundere. Og nogle rygere kan da også se det rimelige i forbuddet.
»Reglerne er for strenge, men de er nødvendige. Jeg ryger, men jeg tror, denne lov kan hjælpe mange til at stoppe,« siger en studerende til Turkish Daily News.