Inden næste lønforhandling kan det være en god ide at leve af burgere og pizza i en lille måned, hvis du er en mand. En ny undersøgelse viser nemlig, at overvægtige mænd får bedre løn og klarer sig bedre til jobsamtaler end andre.
- Det kan være fordi, mænd bliver tykke, når de er kommet ind på arbejdsmarkedet og har fået et godt job, men meget tyder på, at det drejer sig om, at overvægt er et signal om autoritet blandt mænd, fortæller Arbejdsmarkedsøkonom Jane Greve fra HandelsHøjskolen i Århus, der står bag undersøgelsen.
Hun har undersøgt hvilken effekt overvægt havde på 8.000 kvinder og mænds karriere.
Situationen er helt gal for overvægtige kvinder.
- Undersøgelsen viser klart, at overvægt har en negativ effekt på kvinders status på arbejdsmarkedet. De har sværere ved at komme i job, og de overvægtige kvinder, der er i beskæftigelse, får tilmed en lavere løn, fortæller Jane Greve.
Bedst at være tyk i det private
Ud over at se på effekten af kvinder og mænds muligheder for ansættelse baseret på deres overvægt, har Jane Greve også undersøgt, om der er forskel på, hvorvidt ansættelsen er i det offentlige eller det private. Og det er der:
- I det offentlige er der ingen negativ sammenhæng mellem løn og BMI, hverken for mænd eller kvinder. En del af grunden skyldes, at det i den offentlige sektor er vanskeligere at diskriminere, fordi man i højere grad følger faste regler for lønfastsættelse - fx løntrin - og andre faste strukturer, forklarer Jane Greve.
I det private er der til gengæld en forskel at spore. Her ser man igen, at overvægt kan være positivt for mænd, hvor det for kvinder bare går nedad: jo mere de stiger i vægt – jo mere falder deres løn.