Den 17 år gamle producent af medicinsk tyggegummi, Fertin Pharma A/S i Vejle, svinger sparekniven.
Således er 37 funktionærer opsagt og en række stillinger nedlagt, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Det sker, efter Fertin Pharma de seneste tre-fire år har investeret 200 millioner kroner og blandt andet halvandet års udviklingsarbejde i en tablet, som bliver flydende efter 20 sekunder i munden og derefter kan synes.
Tabletten har fået navnet Zapliq og er den første af sin slags på markedet, skriver Vejle Amts Folkeblad.
- Nu skal vi tilbage på et mere normalt investeringsprogram. I den forbindelse har det været nødvendigt at nedlægge en række stillinger, som har været en del af de programmer, som nu er afsluttet, fortæller administrerende direktør, Søren Birn, til avisen.
Zapliq er indtil videre kun tilgængeligt på det amerikanske marked og sælges som et mundhygiejnisk produkt. Tanken er, at tabletten skal kunne dosere for eksempel medicin eller tilføre energi.