Tyggeben fra Kina kædes sammen med psykose-lignende opførsel blandt hunde i Finland og Tyskland.
Det oplyser det finske public servicemedie Yle og det tyske medie RedaktionsNetzwerk Deutschland (RND) ifølge Ritzau.
Her spores de tidligste tilfælde tilbage til august 2024.
I Danmark tilbagekalder virksomheden Chrisco torsdag fem former for tyggeruller til hunde (se herunder).
Det sker efter at flere hundeejere formodede, at tyggebenene var skyld i deres hundes psykose-lignende opførsel, oplyser TV 2.
Universitetet for Veterinærmedicin i Hannover, også kaldt TiHo, oplyser ifølge mediet RND, at hundene får meget akutte og alvorlige neurologiske kliniske symptomer.
Ifølge Nina Meyerhoff som er dyrlæge i neurologi og arbejder ved universitetet, er hundene sandsynligvis blevet forgiftet.
Hun formoder, at der er tale om, at tyggebenene er blevet inficeret med en svamp, der har psykedeliske virkninger på hundene.
Ifølge RND har der i de seneste måneder været lignende tilfælde i Belgien, Holland og Schweiz.
I Finland har man også set eksempler på fænomenet.
I slut august blev tyggeruller fra mærket Hau-Hau Champion kaldt tilbage i Finland, efter at ti hunde, der havde tygget på dem, opførte sig opsigtsvækkende.
Fødevarestyrelsen har også udsendt en tilbagekaldelse af produkterne fra Chrisco, og skriver blandt andet, at produkterne er solgt i Coop-butikker, Løvbjerg, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Harald Nyborg og Wolt-butikker i hele landet samt via Nemlig.com.
De produkter, som er blevet tilbagekaldt den 19. december er følgende:
- Chrisco Tyggeruller med kylling & kyllingelever, 100 gram
- Chrisco Tyggeruller, 18 styk - hvide
- Chrisco Massive politistave, 2 styk - brune
- Chrisco Massive politistave, 2 styk - hvide
- Chrisco Tyggerulle med kylling & kyllingelever, 1 styk
Forbrugerne opfordres af styrelsen til at returnere produkterne til den butik, hvor produkterne er købt, og få pengene retur.
12. december blev Chrisco Tyggeruller med kylling, 10 styk, tilbagekaldt.