23 vietnamesere er indtil videre omkommet, efter tyfonen Ketsane i morges ramte landet.
Det er den samme tyfon, der skabte massive oversvømmelser på Filippinerne i weekenden og kostede 240 mennesker livet.
'Ketsana' har imidlertid taget til i styrke og er nu nået orkanstyrke med 144 km/t, skriver AP.
Myndighederne har indtil videre evakueret 170.000 mennesker fra deres hjem, og den voldsomme tyfon nærmer sig nu Laos.
"Floderne stiger, og mange hjem er oversvømmede. Mange områder i bjergene er afskåret fra omverden af mudderskred," siger en provinsembedsmand," Nguyen Minh Tuan til AP.
Viceguvernør i Quang Ngai-provinsen, Truong Ngoc Nhi, fortæller, at der er 'blackout' i hele provinsen.
"Mange veje er fyldt med væltede træer og elmaster. Det ligner en slagmark," fortæller han.
Da tyfonen lagde vejen forbi Filippinerne, gav den en hel måneds regn på under et døgn. Filippinerne forventes i øvrigt at blive ramt af endnu en kraftig storm på torsdag.