Tyfonen Durian har hærget Sydøstasien den seneste uge. Først måtte mere end 1000 mennesker lade livet i Filippinerne i weekenden, og mandag nåede den så til Vietnam. Her var den aftaget i styrke, men alligevel er 26 mennesker omkommet, 15 er savnet, 147 såret og mange huse og flere hundrede fiskerbåde er ødelagt, efter Durian kom ind over det sydlige Vietnam.
Flere tusinder er evakueret, mens Durian raser videre ind over Vietnam. Tirsdag morgen befandt stormen sig omkring Mekong-deltaet syd for Ho Chi Minh-byen ? det tidligere Saigon.
Selvom tyfonen er aftaget i styrke og meteorologer regner med snart at betegne den som en tropisk storm i stedet, så advarede Vietnams vicepremierminister Nguyen Sinh Hung om, at befolkningen skulle følge alle forholdsregler, så landet ikke endnu engang oplevede ødelæggelser som under orkanen Linda i 1997.
Durian er nu muligvis på vej mod Thailands kyst, skriver Reuters.