Torsdag brød det sociale netværk Twitter ned i 30 minutter. Dermed blev der sat en stopper for, at millioner af brugere verden over kunne sende og modtage opdateringer fra venner, berømtheder og medier dagen før, OL i London går i gang.
- Halløj folk, det ser ud til, at vi oplever mindre forstyrrelser på Twitter.com og på nogle mobile enheder. Tak for jeres tålmodighed!, var den besked, der mødte brugerne på firmaets supportside.
Da Twitter igen var kommet op at køre, benyttede flere brugere lejligheden til at komme med ironiske kommentarer til det kortvarige nedbrud.
- Wow. Jeg var ikke sikker på, jeg ville overleve Twitter-nedbruddet. Jeg benyttede mig af Facebook imens - desperate omstændigheder kræver desperate foranstaltninger. Er taknemmelig for, at det er tilbage, tweetede for eksempel Michael Schlact ifølge AFP.
Jason Carlin, en anden bruger, tweetede:
- Mens Twitter var nede, brugte jeg tiden på at forbedre mig selv - jeg skrev to romaner, lærte esperanto og strikkede en sweater.
I Twitters spæde start i 2006 var det ikke ualmindeligt, at hjemmesiden var ustabil, men siden er servicen blevet mere stabil og nedbrud som torsdagens er efterhånden sjældne.
Ikke desto mindre er det anden gang inden for kort tid, at Twitter bryder sammen. Den 21. juni var hjemmesiden nede i flere timer.
Twitter er vigtigt under de olympiske lege, fordi det forventes af mange atleter, at de tweeter deres oplevelser på hjemmesiden.
Twitter giver brugere mulighed for at skrive korte kommentarer, sende links eller billeder, og der menes at være 140 millioner aktive brugere, der sender op mod 400 millioner tweets dagligt.
Størstedelen af brugerne er bosat i USA. En undersøgelse viste for nylig ifølge AFP, at én ud af syv amerikanere, der går online, bruger Twitter, og otte procent gør det hver dag.
/ritzau/