Instruktøren af Twilight, Chris Weitz, udtrykker sin støtte til den amerikanske kvinde, som i november blev anholdt for at have filmet ulovligt i biografen, skriver chicagotribune.com.
Den 22-årige Samantha Tumpach blev pågrebet i biografen i Illinois, hvor hun var ude og fejre sin søsters fødselsdag.
I tasken havde hun et kamera med tre minutters optagelser af twilight-filmen 'New Moon', men hun hævdede, at det bare var optagelser af søsterens fødselsdag. Og Chris Weitz, som har instrueret filmen, tror hende.
"Der er en forskel på at forsøge at beskytte filmens copyright og at tiltale en, som helt tydeligt ikke har intention om videopirateri," siger han.
Kvinden risikerer tre år bag tremmer, hvis hun bliver kendt skyldig, og Chris Weitz har nu kontaktet filmselskabet om sagen.