Søaudiotoriet var fyldt til randen af medicinstuderende onsdag eftermiddag.
Studienævnet holdt møde om de ændringer, der kommer til at ramme overbygningen på studiet i efteråret. De studerende fik at vide, at ingenting endnu ligger fast, men at i værste fald skal 25 procent af en årgang, eller hvad der svarer til 30-40 studerende, flytte deres studie til Aalborg Universitet.
»Alle har haft en klar forventning om at skulle læse i Århus, og der vil være alvorlige personlige interesser på spil for de studerende. Det er helt uacceptabelt, hvis folk skal tvinges til at flytte midt i deres studie,« siger Mikkel Fode, der er talsmand for de studerende.
»Folk er ophidsede, og selvom det har været til debat et stykke tid, så er det rimeligt surrealistisk,« siger Eske Bak, der går på 5. semester.
Beskeden fra Studienævnet lød, at ingen bliver tvunget, men at der kommer til at ske en form for lodtrækning. I øjeblikket tager studerende på klinisk ophold på 8. og 10. semester i Aalborg.
De studerende har fået at vide, at grunden til at flere skal nordpå, skyldes færre pladsbevillinger i Århus.