I løbet af det sidste døgn, har børsmarkederne verden over igen mistet anseelig værdi.
På trods af den amerikanske centralbanks løfte om at fastholde renten tæt på nul procent frem til midten af 2013, tabte Wall Street igen værdi onsdag. Det skriver Wall Street Journal.
Dow Jones-indekset tabte 4,6 procent, hvilket underminerer tirsdagens stigning på 3,9 procent. De to øvrige toneangivende indeks, Nasdaq og S&P500, tabte henholdsvis 4,1 og 4,4 procent.
Dermed har Dow Jones tabt 16 procent af sin værdi siden april, og er nu skræmmende tæt på at blive et såkaldt 'bjørnemarked', som er betegnet ved et fald på 20 procent inden for mindst to måneder.
Samtlige af børsmarkederne i Asien er ligeledes åbnet med negative tal torsdag morgen.
Usikkerheden på børsmarkederne verden over har i løbet af det seneste døgn fået ny næring efter vedholdende rygter om, at Frankrig kan miste deres AAA kreditvurdering, præcis som det skete for USA for en lille uge siden.
Markederne i Frankrg, Spanien og Tyskland tabte alle mere end 5 procent onsdag.
Se hele artiklen her