Der er en god grund til, at vi endnu ikke har set kronprinseparrets nyfødte tvillinger.
For de ligger fortsat på Riget, mens lægerne behandler dem for sygdommen gulsot.
"Mary og børnene har det godt, men tvillingerne har været i behandling for gulsot," siger en kilde fra Rigshospitalet til B.T.
Gulsot, som giver hud og øjne et gulligt skær, hører normalt til i kategorien 'harmløse tilstande'. Den rammer ofte for tidligt fødte, og tvillingerne kom da også til verden et par uger før planen. Nu skal de ligge i en speciel lysboks.
Hoffets pressechef, Lene Balleby, vil ikke bekræfte, at børnene lider af sygdommen.
"De har det rigtigt godt, og alt er som det skal være. At de stadig er indlagt skyldes, at der er tale om små børn, der er født for tidligt. Derfor er det helt naturligt, at de opholder sig længere på hospitalet end enkeltfødende," siger hun.
Kronprinseparrets førstefødte, prins Christian, led også af gulsot, da han blev født for fem år siden.
Kilde: B.T.