Så blev det bekræftet. Det var Manchester Citys stjerneangriber Carlos Tévez, som blev anholdt for at køre bil uden et gyldigt kørekort i torsdags. Nu er Tevez sigtet i sagen, oplyser Sky News.
29-årige Tévez er blevet sigtet for at køre ulovligt, efter at han i januar blev frataget sit kørekort for en anden forseelse i trafikken.
Det var i torsdags, at Tévez blev stoppet af politiet i Macclesfield nær Manchester. Tévez blev hevet med på politistationen og senere løsladt mod kaution.
Flere engelske medier skrev allerede i fredags nyheden om, at Tévez havde kørt ulovligt, selv om politiet ikke havde offentliggjort navnet, da han endnu ikke var sigtet i sagen.
Det er tredje gang, at Tévez er indblandet i en sag om at køre ulovligt, og han skal i denne sag møde op i retten i Macclesfield den 3. april. De to andre gange, hvor han har kørt for stærkt, har han erkendt forseelserne.
I lørdags scorede den argentinske landsholdsspiller hattrick i 5-0-sejren hjemme over Barnsley i den engelske FA Cup, så han virker ikke påvirket af sagen på fodboldbanen.
/ritzau/