Da journalister på et pressemøde lørdag formiddag konfronterede præsidenten for den Internationale Cykelunion (UCI), Pat McQuaid, med den nye anklage mod den danske cykelrytter Michael Rasmussen, som den franske avis L Equipe fremsætter, blev de næppe meget klogere af præsidentens svar.
I avisen hævder formanden for det franske antidopingagentur, Pierre Pordry, at der er blevet fundet spor af det præstationsfremmende middel Dynepo i en dopingprøve fra Michael Rasmussen under årets Tour de France.
Pat McQuaid fastslog, at han ikke ville gå ind og kommentere på den slags historier.
- Jeg vil ikke bekræfte navne eller lignende, men jeg vil godt slå fast: Der vil ikke dukke flere positive dopingsager op fra dette års Tour de France, lød svaret fra Pat McQuaid.
Præsidenten fortsatte med at beklage, at oplysningerne var blevet lækket.
- Fra tid til anden får UCI informationer fra diverse laboratorier om, at der er gjort mistænkelige fund hos nogle af rytterne. Disse informationer bliver videregivet i fuld fortrolighed, og dem bruger vi til at holde særligt øje med rytterne. Det er meget uheldigt, at disse informationer er blevet lækket. Der er tale om et brud på fortroligheden, sluttede Pat McQuaid.