Hun blev dræbt, fordi hun elskede den forkerte mand. Ghazala Kahn blev skudt ned på åben gade i Slagelse i 2005, og det voldsomme æresdrab trækker stadig spor efter sig.
Nu er justitsminister Lene Espersen (K) klar til at indføre en særlig bestemmelse om tvangsægteskaber i straffeloven og skrue markant op for strafferammen fra to til fire års fængsel. Det skriver Berlingske Tidende.
Ændringen vil gøre det klokkeklart, at det er ulovligt at tvinge andre til at indgå et ægteskab. Det er det ikke i dag, hvor det er den almindelige paragraf om straf, der anvendes i sager om tvangsægteskaber.
- Derfor har jeg fundet det rigtigst, at vi laver en ændring af straffelovens bestemmelse, så tvangsægteskaber får sin egen afdeling. Og der vil vi så betragte det som et skærpende element, hvis der er tale om et tvangsægteskab. Og derfor skal straframmen også være højere, siger Lene Espersen til Berlingske Tidende.
I netop Ghazala-sagen, der endte med lange straffe til flere af den dræbtes familiemedlemmer, efterspurgte både anklageren og flere politikere en mere direkte kriminalisering af tvangsægteskaber.
Det har ministeren tilsyneladende lyttet til. Hun ventes at fremsætte lovforslaget mod tvangsægteskaber til efteråret.