Der er god underholdningsværdi i realitystjernen Susan K. Det har TV3 erkendt. Derfor venter de nu på, at hun bliver løsladt fra fængslet, så hun kan være med i deres nye underholdningsprogram 'Til middag hos'.
Tv-stationen er så opsat på at have den voldssigtede Susan K med i programmerne, at de er villige til at udskyde de optagelser, hun skulle have medvirket i, skriver bt.dk.
"Vi skal nok finde en løsning. Vi kan vente lang tid, for vi skal lave mange programmer. Hun skal nok nå at slippe ud i tide. Vi laver det bare senere," siger TV3s pressechef Søren Hedman.
Susan K kan derfor ånde lettet op, da ikke engang et ophold i Århus Arrest hele julen og også nytårsaften, kan sætte en stopper for hendes tv-optrædener.
Det var ellers noget af det første, hun tænkte på, da dommeren havde fængslet hende frem til den 5. januar ved grundlovsforhøret.
"Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har en aftale med TV3, og der er så meget, der skal aflyses," sagde hun ifølge Ekstra Bladet.
'Til middag hos' er et underholdningsprogram, hvor kendte i hold af fire på skift inviterer til tre retters middag i deres private hjem.