TV3 vil nu også satse på de store dramaproduktioner med afsnit af en times varighed, som vi især kender fra DR. Og planen er, at der allerede i det nye bliver præsenteret én eller to større TV-serier på TV3.
- Vi har lavet en runde, hvor vi har efterspurgt drama fra forskellige producenter. Og lige nu er vi i en proces, hvor vi er ved at finde frem til de bedste ideer, fortæller dramachef på TV3, Lars Feilberg, der tror på, at det kan tiltrække flere seere til TV3.
- Drama kan noget, som de andre ikke formår. Vi kan få fat i en helt anden type seere og gøre TV3 attraktivt for flere mennesker, lyder det fra Lars Feilberg, der dog understreger, at TV3 ikke er ude på at efterligne DRs Forbrydelsen eller Rejseholdet .
- Vi er ikke parate til at melde ud, hvilken genre vi arbejder på. Men vi kigger i retning af noget krimi og noget komedie. Men uanset hvad bliver det originalt.
Dramaproduktioner er dyre. Har I for mange penge?
- Nej, det har vi ikke. Men der er en public service-pulje, hvorfra vi kan søge nogle penge. Og vi kan sagtens opfylde public service-kravene med vores dramaproduktioner, forklarer Lars Feilberg.
TV3 kommer til efteråret med flere afsnit af soapen 2900 Happiness . Herudover har serien Maj & Charlie premiere i det nye år.