Der vil med garanti blive fremvist minimale bikinier, masser af hårvoks og måske en hel del lir, når TV3 i efteråret sender den nye Robinson Ekspedition, hvor tidligere Robinson og Paradise Hotel-deltagere tørner sammen i konkurrencen om at overleve på en øde ø.
Nyhedsavisen erfarer nemlig, at der blandt deltagerne er en hel del af ovenstående. Seerne får således mulighed for et gensyn med den tidligere Robinson-vinder Malene Hasselblad, skomageren Naeem Sundo, vægtløfteren Michelle Engstrøm og forstander i Reden, Duddie Stack.
Fra Paradise Hotel dukker Kenneth og Christine op - parret, der er bedst kendt for deres leg under lagnerne på luksushotellet. Også Sofie og kæresteparret Fatih og Rikke er med samt hårvoksglade David.
Optagelserne i Malaysia er netop begyndt, og det skal nok blive en ganske underholdende Robinson Ekspedition, hvor Paradise-deltagerne hurtigt får lært at et godt udseende ikke bringer dem langt.
TV3 viser "Robinson 2007" i løbet af efteråret.