- Jeg har sygdomsangst, dødsangst, panikangst, angst for angsten.
Det fortæller TV2 Vejrets vært Sara Maria Franch-Mærkedahl i podcasten "I Zen med Zennie".
Den nu 41-årige tidligere model og vinder af "Vild med dans" fortæller åbent om den psykiske lidelse, som skjuler sig bag det velkendte smil fra tv-skærmen.
Det er især angst for angsten der plager hende.
- Den sidste slags er ekstra ubehagelig, for så er der jo ikke noget, men jeg får den til at være noget. Jeg skaber en angst, fordi jeg er bange for, at den skal komme, fortæller Sara Maria Franch-Mærkedahl til podcastens vært Zennie Storm.
Selvom hun har lært at håndtere angsten, så er angst en fast passager i hendes hverdag. Og for bare et par uger siden fik hun det skidt på jobbet i Odense.
På vej hjem til København begyndte hun, at tænke over, hvad coronasmitte mon kunne have gjort ved hendes krop.
Hun fortæller, at hun følte sig som et lillebitte barn og ringede til sin mor.
- Jeg havde sådan lyst til at sige, at hun skulle komme og holde om mig, fordi jeg var bange for, at der sker mig noget. At jeg pludselig ville få en blodprop, eller jeg havde fået cancer i halsen. Jeg græd og græd, og det er jo frygteligt, at man som voksen kan falde ned i sådan en lomme, men jeg var så ulykkelig, fortæller hun.
I 2014 vandt Sara Maria Franch-Mærkedahl sammen med ”Vild med dans” sammen med Silas Holst. Kort efter blev hun skilt fra sin daværende mand Bo, som hun har to døtre med.
Men for ikke så lang tid siden fandt hun kærligheden igen. Det afslørede hun for godt tre uger siden, da hun foran en samlet presse til gallapremieren på "Rose" sammen med den 54-årige skuespiller Nicolaj Kopernikus fortalte, at de er kærester.