Undskyld, undskyld, undskyld. TV2 har i dag lagt sig fladt ned og erkendt, at stationen begik en fejl, da den i går genudsendte et afsnit af boligprogrammet 'Liebhaverne'.
Afsnittet rullede over skærmen i går aftes i bedste i sendetid, og blandt de medvirkende var den danske musikproducer og tidligere 'X Factor'-dommer Carsten 'Soulshock' Schack og hans hustru Charmayne 'Maxee' Maxwell.
Hvad stationen helt havde glemt, var, at Maxee døde meget pludseligt fredag i sidste uge. Hun blødte ihjel som følge af et tragisk uheld.
Det faldt seerne for brystet, at TV2 sendte det gamle program, hvor 'Soulshock' og hans nyligt afdøde hustru kiggede på en luksuslejlighed. Flere har ifølge Ekstra Bladet brokket sig over stationen - som blankt erkender fadæsen.
I en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet beklager TV2s kanalchef Lotte Lindegaard. "Vi undskylder over for seerne og over for Soulshock, der netop er ramt af en personlig tragedie - at en genudsendelse af 'Liebhaverne' med deltagelse af blandt andre Soulshock blev udsendt mandag aften', skriver hun via sin presseafdeling til Ekstra Bladet.