Livet som selvstændig kan være hårdt, når man har mange jerne i ilden. I nogle tilfælde for hårdt, har Annemette Voss måttet erkende.
Derfor trækker den tidligere Bagedyst-vinder og nuværende TV2-ekspert sig midlertidigt fra alle projekter. Det skriver hun i et opslag på instagram.
– Jeg tager det super alvorligt. Min krop siger fra på alle fronter.
– Jeg ryster. Kan ikke huske. Kan ikke sove. I ved - der er fuld plade på hele baduljen af faresignaler, lyder det blandt andet.
– Det er en blanding - en slags dårlig cocktail - af flere år, hvor mine grænser er blevet negligeret af mig selv og andre, skriver hun også i opslaget.
Som følge af de stresslignende symptomer trækker hun stikket helt.
– Derfor slipper jeg det hele. Det føles vanvittigt og grænseoverskridende, risikabelt og en smule flovt. Jeg gad i hvert fald godt ha’ været hende, der kunne snyde kroppen og dens reaktioner. Hende der havde kunnet foresætte og køre på med 180 i timen og lykkes med det hele. Sådan går det ikke. Nu skruer jeg ned til 10 km i timen, og jeg sætter først farten op, når jeg er klar, fastslår hun.