Tre gange. Så mange gange sagde TV2 nej til monster-succesen X Factor . Og det var dumt, rigtig dumt. For et ja kunne måske have pyntet lidt på underskuddet.
DR nåede nemlig at producere 13 programmer med seertal, der bevægede sig fra 1.3 millioner til 2.2 millioner i finalen.
- TV2 må have haft det som ham manden, der afviste Beatles, siger kreativ direktør for Wibroe, Duckert & Partners, Henrik Juul, til Ekstra Bladet. For han mener, at TV2 er gået glip af rigtig mange penge.
På en time må TV2 nemlig vise 12 minutters reklame. Ifølge TV2 selv kunne de have inkasseret 95.000 for 30 sekunders visning. Således vil 13 programmer med to reklameblokke, én før og én efter, kunne have givet TV2 en reklameindtægt på kanp to millioner kroner - pr. program. Og herudover kunne de have tjent et betragteligt beløb på sms-afstemningen.
Men nej. TV2 ville hellere vise Varm på is , der meget hurtigt måtte bukke under for X Factor og i fredags ikke engang kom ind på TV2s egen top-ti over mest sete programmer.