Der er udsigt til mere sport på TV2.
Konkurrencestyrelsen har besluttet at give grønt lys for tv-stationens nye sportskanal, som skal lanceres i samarbejde med Viasat Sport.
Det oplyser sekretariatschef Ole Skotner til avisen.dk
- Ja, de kan begynde at sende allerede fra i aften, siger han.
Godkendelsen er dog givet på en række betingelser.
Blandt andet skal kanalens direktion og bestyrelsen være en anden end moderselskabets.
Ifølge tv2.dk går kanalen i luften allerede i eftermiddag klokken 16.30.
Hos Visasat er der glæde at spore hos administrerende direktør Kim Poder.
- Vi har ventet med tålmodighed på Konkurrencerådets afgørelse. Nu kan vi komme i gang med det, vi vil - nemlig at lave en ny, fantastisk sportskanal til danskerne. Og vi lægger hårdt ud med Champions League i aften og landspokalkamp i morgen, siger han.
Hos en anden af de store spillere på tv-markedet, Canal Digital, er man utilfreds med beslutningen i Konkurrencestyrelsen.
- Vi undrer os over godkendelsen som risikerer, at være til skade for konkurrencen og mange af aktørerne i markedet. Men det vigtigste for os er, at Konkurrencestyrelsen ikke har godkendt Viasats lange binding af SAS Liga rettighederne, og vi forventer på den baggrund, at SAS Ligaen sendes i et åbent udbud, inden den nuværende aftale udløber om to år. Dette vil være i overensstemmelse med EU s praksis og Konkurrencestyrelsens egne retningslinier,” siger Jens B. Arnesen, administrerende direktør i Canal Digital Danmark.