Arabiske tv-stationer viser livebilleder af, hvad de hævder er syriske oprøreres angreb på en militærpost i den sydlige del af Syriens hovedstad, Damaskus.
På billeder kan man se oprørere, der omringer en bygning og affyrer deres våben.
Der kan ses røg, som stiger til vejrs i baggrunden, men det er svært at afgøre, om det er militærbygningen, der er i brand.
Episoden er filmet i Hajar al-Aswad i den sydlige del af den syriske hovedstad.
Det er ikke mange timer efter, at en selvmordsbombe i Damaskus dræber landets forsvarsminister, en prominent general og svogeren til præsident Bashar al-Assad.
Andre steder i byen bliver der kæmpet mellem syriske soldater og militsfolk.
Den syrisk hær har sendte granater ind over bydelen Qaboon og Barzeh, siger oprørerne.
- Qaboon er omringet af kampvogne, og regimestyrkerne beskyder kvarteret med granater fra alle sider, siger Unionen af Koordinatorer for den Syriske Revolution på sin Facebook-side.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder rapporterer ifølge nyhedsbureauet AFP, at hæren har sendt kamphelikoptere ind for at beskyde de to bydele.
/ritzau/Reuters