Når TV 2 fra på mandag skyder anti-indbrudkampagnen 'Stop tyven' i gang, er det med en erfaren tv-vært i spidsen.
Natasja Crone er en af værterne i programmet, og hun har selv været udsat for indbrud flere gange.
- Jeg oplevede det selv, da jeg som teenager boede sammen med min mor i en lejlighed tæt på Københavns Politigård, men det var også tæt på Hovedbanegården og andre spændende steder. Flere gange kom vi hjem til en smadret dør og et gennemrodet hjem, siger hun til tv2.dk.
Det har medvirket til, at hun i dag forsøger at beskytte sin egen familie for indbrud ved at holde godt øje på den vej, hun bor på.
- Ud over at man mister ting, som kan erstattes, er det ekstremt grænseoverskridende og krænkende, at nogen havde sparket min dør op og gennemrodet mine ting. Jeg kan huske følelsen af vrede, afmagt og afsky over, at nogen havde været i mit hjem, siger Crone.
Natasja Crones medværter i TV 2-kampagnen er Trine Panum Kjeldsen og Niels Brinch.