Kulden har ramt Danmark og sneen har lagt sig. Det får mange til at vælge den bekvemmelige og varme bil i stedet for cyklen i disse dage, men for Sofie Østergaard er det ikke længere en mulighed.
TV-værten, som senest har stået i spidsen for spare-programmet "Boost dit budget" på DR, har sammen med sin mand, podcast-værten Sebastian Richelsen, svunget sparekniven over parrets privatøkonomi.
Parret er blevet enige om, at skrotte deres bil. Det skriver hun på instagram.
- Jeg har altid haft en bil. Nærmest fra jeg fik kørekort. Men nu skal det være slut. I hvert fald for en periode.. Og jeg er mildest talt ret spændt.., skriver tv-værten, som i forvejen er vant til at cykle rundt i hverdagen.
Parret har tre børn sammen og kan spare mange tusinde kroner, hvis det viser sig, at de kan leve uden bilen.
- Planen er at se hvor nødvendig den er. Vi kan spare omkring 8.500 om måneden.. Det er mange penge.. Send os held og lykke i den våde danske vinter.. Og byd gerne på en varm kop the, hvis du møder os frysende i mørket.., skriver TV-værten.
En af hendes følgere vil gerne vide, hvordan det kan koste parret hele 8.500 kroner om måneden at have en bil. Til det svarer Sofie Østergaard:
- Fordi vi leasede en bil… Og når vinterdæk, forsikring, ekstra kilometer, dyr månedlig betaling, afgifter, parkering, udbetaling, benzin og alt andet tælles sammen, så var det hvad vi betalte, afslører TV-værten.
Parret er netop nu aktuelle i et program sammen, hvor de har sat familiens jule-budget under lup. Det hedder "Boost dit julebudget" og kan findes på DR TV.