Peter Ingemann er glad for sit arbejde på DR-programmet 'Hammerslag', men samtidig går han også med en lille eventyrer i maven, og drømmer derfor om at få tjansen som vært på TV3-programmet 'Robinson Ekspeditionen'. Det afslører han i interview med tjektv.dk.
- Jeg har i over ti år haft en syg drøm om at være med i 'Robinson Ekspeditionen', så de kan bare ringe, siger Peter Ingemann til tjektv.dk.
Alligevel er han også forbeholdende overfor tv-programmets reality-indhold.
- Der er noget fascinerede ved at være låst fast et sted, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke er så god til intriger, siger Peter Ingemann.
Noget tyder på, at det mere er rejsedelen af 'Robinson Ekspeditionen', som Peter Ingemann drømmer om.
- Nu laver jeg jo 'Hammerslag' på ottende år og er meget glad for det. Men jeg er især stolt over de episoder, hvor vi har været i udlandet, og det er lykkedes os at komme ind i nogle specielle boliger, f.eks. en ekstravagant penthouselejlighed i New York.
Om TV3 tager imod Peter Ingemanns uformelle jobansøgning er endnu uvist, men inden da skal han også nå at være vært på tv-programmet 'Den Store Bagedyst', der får DR-premiere til august.
Kilde: Tjektv.dk