I sidste uge rullede det sidste afsnit af "Go' aften Danmark" over skærmen. Programmet holder sommerferie frem til august og giver sendetiden videre til blandt andet sommerens store sportsbegivenheder.
Men det betyder ikke, at Lasse Sjørslev kan smække benene op i en hængekøje og nyde det noget ustadige sommervejr.
Den garvede TV-vært er nemlig blevet sommervikar på "Go' Morgen Danmark". Det skriver Billed-Bladet.
Lasse Sjørslev, som i mange år var nyhedsvært på TV 2 News, har tjansen med at sørge for at danskerne får noget dejligt fjernsyn at stå op til, de næste to uger.
Den 50-årige TV-vært glæder sig til at prøve kræfter med morgen TV, men er ikke begejstret for at vækkeuret ringer meget tidligere end normalt.
- Det eneste jeg ikke glæder mig specielt meget til er at stå tidligt op, siger han til Billed Bladet.