Den nyeste Twilight-film har allerede slået flere rekorder som den mest indtjenende film nogensinde.
Alligevel skulle der åbenbart mere end en aften med rød løber og premiere på hit-filmen til at fastholde opmærksomheden fra skuespiller Heather Morris, der er kendt fra serien "Glee". Det skriver engelske E!
Halvvejs gennem filmen valgte tv-stjernen i hvert fald at forlade biografsalen, mens resten af publikum stadig sad opslugt af den tredje film i vampyr-sagaen.
Men nu hævder hun, at det, der kunne ligne en provokation fra den 23-årige skuespillers side, i virkeligheden bare var dårlig timing.
"Filmen var god. Det var virkelig ærgerligt, at den blev vist så sent, for jeg blev nødt til at gå halvvejs i den for at hente en ven i lufthavnen," siger den blonde skuespiller til E!
"Jeg følte mig så grov," tilføjer hun.
På trods af det tidligere exit nåede Glee-stjernen dog at se nok til, at hun godt ved, hvem af de unge, mandlige skuespillere, der er hendes favorit.
Til hjemmesiden fortæller hun, at det er den 18-årige Taylor Lautner, der i filmen giver den som varulv i bar overkrop, der bedst kan få den unge cheerleader fra Glee til at stirre på skærmen.
Men altså åbenbart ikke så længe af gangen.