Under en forestilling på skuespilskolen i Odense blev den tv-serie-aktuelle Anna Stokholm ramt af en ulykke, som var tæt på at koste hende livet.
Hun faldt igennem en glasrude og fik skåret pulsåren og nerverne over i højre arm. Hun fik samtidig indre blødninger og leveren blev skadet.
Anna Stokholm fortæller til Se og Hør, at hun var tæt på at dø et par gange, og at det tog hende et år med genoptræning før hun var på højkant igen.
– Jeg vidste ret tidligt, at jeg ikke ville være oplevelsen foruden, også selv om det var hårdt. Det var hardcore at være indlagt, og jeg var skrøbelig. Men jeg havde så megen støtte, og jeg havde al den kærlighed, jeg havde brug for, siger Anna Stokholm til ugebladet og tilføjer:
– Og der sker altså bare noget med mennesker og bånd, når man er så tæt på at dø. Man kommer tættere på hinanden.
Anna Stokholm spiller den blonde skønhed Lis i ”Sygeplejeskolen” på TV2 Charlie. Hun danner par med skuespiller-kollegaen Simon Stenspil, som havde en rolle i "Badehotellet". Han er bror til Cecilie Stenspil, der danner par med Troels Lyby.
Anna Stokholm har netop været på turné med Mungo Park og det anmelderroste skuespil "Dæmoner". "Dæmoner" er en moderne klassiker af den svenske dramatiker Lars Norén.