TV-serie skaber debat om ytringsfrihed i Kina

En usædvanlig tv-serie om de vestlige stormagter har skabt håb om øget ytringsfrihed i det ellers så stramt styrede Kina.

For tiden sidder mindst 31 kinesiske journalister i fængsel. De kinesiske internetbrugere bliver forhindret i at klikke sig ind på massevis af hjemmesider, og ifølge organisationen Journalister Uden Grænser er straffen for at forbryde sig mod styrets regler i værste fald døden.

Men noget er alligevel ved at ændre sig i det officielle Kinas håndfaste omgang med uønskede ytringer.

I de seneste to uger har det landsdækkende kinesiske tv sendt serien »Stormagternes fremvækst«. Serien handler om, hvordan blandt andet Tyskland, USA, Japan og Spanien blev til stormagter, og om hvordan denne status for nogle af nationernes tilfælde blev mistet igen.

Før serien kom på skærmen, har det kommunistiske parti ellers altid holdt fast ved princippet om, at klassekamp er den centrale faktor i al udvikling og vækst. Men i »Stormagternes fremvækst« bliver der giver et langt mere omfattende og nuanceret billede af, hvorfor stormagter bliver stærke.

»Dokumentaren havde en tolkning, der var så usædvanlig for kinesisk tv, at mange seere ikke troede, at den var blevet produceret af kanalen,« skriver Josie Liu på sin blog på blogspot.com.

Mange af de kinesiske internet-bloggere ser »Stormagternes fremvækst« som et varsel om nye tider for, hvad man kan tillade sig at sige i Kina. Andre trækker paralleller til tv-serien »He Shang«, der blev sendt forud for de store demonstrationer for demokrati på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

At der måske bliver blødt en lille smule op for censuren tyder en melding fra det statslige kinesiske nyhedsbureu Xinhua i hvert fald på. Her fremgik det, at regeringen arbejder med nye og mere lempelige regler for blandt andet åbenhed i den offentlige administration.

Ifølge Mai Tianshu, der er en af producenterne bag »Stormagternes fremvækst«, er meningen med serien at understrege betydningen af kompromisser og samarbejde, når et nyt system skal opbygges.

Det har taget et kinesisk tv-dokumentarhold tre år at lave »Stormagternes fremvækst«. Da intet på kinesisk tv sendes uden, det er godkendt eller direkte bestilt af politbureauet, kan forklaringen på den anderledes tv-serie være, at politbureauet ifølge avisen Herald Tribune for tre år siden fik holdt et historisk foredrag om stormagters fremvækst.

Det kan altså være historikerne, der har åbnet politikernes øjne for, hvad der skal til for at skabe en ny stormagt. Og det er tilsyneladende ikke kun klassekamp og censur.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.